Filmlejrskoler / Uddybende beskrivelse

Uddybende beskrivelse om Filmlejrskolen

Filmlinjen.dk og Filmlejrskole

På baggrund af 16 års erfaring med at undervise unge i filmproduktion har vi udviklet websiden Filmlinjen.dk. Websiden giver viden, overblik og er et godt kommunikationsværktøj for både elever og lærere i arbejdet med en filmproduktion i skolen og på Filmlejrskole. Filmlinjen.dk er et vigtigt redskab både før og under Filmlejrskolen.

På Filmlinjen.dk findes en særlig sektion for lærere, der skal på Filmlejrskole. Her vil du kunne finde introduktions– og undervisningsmateriale til brug i forberedelsen til Filmlejrskolen samt en introduktion til, hvordan du som lærer bruger Filmlinjen.dk. Den særlige sektion er tilgængelig på http://www.filmlinjen.dk/temaoversigt/filmlejrskole-paa-station-next/

Inden du læser hele materialet, og inden I går i gang med arbejdet på Filmlejrskolen, er der et par ting, som det vil være godt for jer at vide.

Film med de proffe

På Station Next lærer eleverne at lave film som de professionelle og af de professionelle. Vores arbejdsmetoder i forproduktionen og under selve produktionen lægger sig meget tæt op af, hvordan man laver professionelle film. I filmbranchen arbejder man nemlig på en måde, der erfaringsmæssigt er mest hensigtsmæssig og bedst sikrer et optimalt slutprodukt. Samtidigt lægger vi meget stor vægt på, at en Filmlejrskole skal være en positiv og givende oplevelse på det faglige og det sociale område.

Filmlejrskolekonceptet er udarbejdet af filmfagfolk og undervisningseksperter, og med ca. tyve gennemførte lejrskoler om året har vi mange erfaringer med en hensigtsmæssig fremgangsmåde. Materialet og konceptet bliver løbende revideret og gennemgået med kritiske øjne. Vi får feedback fra lærere og elever og fra vores professionelle undervisere, samtidigt med, at vi holder os opdateret med nye pædagogiske og filmfaglige metoder.

Filmlejrskolens forløb - de 5 faser

Vi har delt arbejdet med Filmlejrskolen op i fem faser, hvor gennemførelsen af hver enkelt fase er afhængig af, at den foregående fase er blevet gennemarbejdet.

1) Den første forberedelse til Filmlejrskolen
2) Før producerens besøg
3) Producerbesøget
4) Udvikling af filmen
5) Filmlejrskolen på Station Next

Se en nærmere beskrivelse på siden, når du klikker på ovenstående link til Filmlinjen, samt i dokumenterne i højre side ”De fem faser – Overblik” og ”De fem faser – Uddybende”, inden på Filmlinjen.

Det er vigtigt, at du sætter dig godt ind i materialet og følger vores anbefalinger. Du er altid meget velkommen til at kontakte Station Next med spørgsmål, eller hvis du af den ene eller anden grund føler behov for at ændre noget i forløbet og gerne vil høre, hvordan en sådan ændring eventuelt har betydning for resten af projektet.

På Station Next har vi gjort os stor umage for at give jer en god oplevelse, men I skal være forberedte på, at en god Filmlejrskole også kræver en stor og nogen gange tidskrævende indsats fra såvel elever som lærere.

Som det fremgår af undervisningsmaterialet, kan I vælge at arbejde med film i op til et år inden lejrskolen. Meget af dette er frivilligt. Men ca. 8 uger inden producerens besøg skal I til at arbejde med idé- og manusudvikling, og efter producerens besøg, skal du afsætte 1-2 hele skoledage til arbejdet med forberedelsen. Produceren på din lejrskole vil kontakte dig før ideudviklingen.

Et godt projekt fortjener en god afslutning, og en god film fortjener et godt publikum. Efter I har været på besøg hos os, anbefaler vi stærkt, at I også sætter tid af til at evaluere turen, og at I holder en eller to lokale premierer for skolen og for forældre og venner. Så kan de få glæde af jeres film, og eleverne kan høste bifaldet efter veloverstået, hårdt arbejde. Som en ekstra gevinst bliver filmen offentliggjort på Filmlinjen.dk og Station Nexts hjemmeside, så alle kan se den.

Vi ønsker rigtig god fornøjelse med læsningen og med arbejdet.